04/06/2026
⏰ LANG TID PÅ GADEN - MASSER AF SAMTALER ⏰
Vi planlægger normalt at være ca 1 ½ til 2 timer ved Nørreport St om fredagen. I går var der masser af samtaler - og meget lange samtaler, så vi først sluttede den sidste samtale mere end 4 timer efter vi ankom.
Vi mødte bl.a. flere grupper af unge mænd, som var særdeles interesserede. Vi havde lange samtaler med dem - og bad for flere af dem.
Daniel havde en meget lang samtale med en ung mand med en anden trosbaggrund. Han fortalte, at han i længere tid havde søgt efter bibelske svar. Bl.a. viste han Daniel en del af de videoer på YouTube, som han havde set. Daniel fik lov at dele evangeliet med ham. Jesus søger helt tydeligt efter ham, så bed for ham.
Asbjørn og Hans havde også et par meget lange samtaler. Bl.a. talte Hans med en ung kvinde om forskellige ting i bibelen, som hun læser sammen med nogle andre i en lille gruppe. Hun ville gerne finde et fællesskab, hvor både hun og hendes mand og børn kunne være med. Naturligvis inviterede vi hende og familien til gudstjeneste på søndag.
Jeg talte bl.a. i meget lang tid med en mand, som kaldte sig selv agnostiker. Der var en samtale, som var meget almindelig for nogle år siden - men som vi nu meget sjældent har. Nemlig om forholdet mellem tro og videnskab - og mange temaer der ud fra. Vi sluttede med at være enige om, at vi tror noget forskelligt. Men jeg var glad for, at han i løbet af samtalen lyttede intenst til mit vidnesbyrd om, hvorfor jeg har en personlig tro på Jesus.
Og senere talte jeg med en ung mand, som for nylig er kommet til tro på Jesus. Han havde i en periode tænkt på Gud og Bibelen. Så kom han til tro er nu en del af en ungdomsgruppe i en menighed. Skønt vidnesbyrd - som vi er så privilegerede at høre jævnligt.
Desuden var der lidt uro omkring stationen, især med nogle af dem, der bor på gaden. Der var besøg af flere udrykningskøretøjer, og politi og redningsfolk fik gjort deres vigtige arbejde. Gud passede godt på os. Det gav blot os endnu flere samtaler med mennesker.
Vi oplevede igen Jesu ord i praksis: Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte (Luk 19,10).