15/05/2026
Tale til konfirmanderne, den 14. maj 2026
Helligåndskirken kl. 10.00
_________________________________________
Kære konfirmander!
Kære Jonna, Cornelius, Ida Marie, Oskar, Stine, Elias, Elsa, Jari, Josepha, Jakob og Elin.
Først vil jeg sige: Hvor er det dejligt at se jer alle her i dag! Og hvor ser I bare fantastiske ud!
I dag afslutter I jeres konfirmandforløb og jeg må sige at I har været har været et af mine allermest rolige hold, nogensinde!
Ja, I er rolige. I er opmærksomme. I har altid mødt op til tiden,- i hvert fald de fleste af jer…
I har altid lyttet opmærksomt - i hvert fald det meste af tiden.
og I har deltaget I de forskellige opgaver og aktiviteter jeg har givet jer med stor begejstring… I hvert fald somme tider.
Kort sagt: I har været præcis som man skal være når man er en god og rolig konfirmand som lige om lidt slippes ud af konfirmandstuens fredelige omgivelser og ud i den store verden.
Lad mig derfor læse noget op for jer, som Jesus sagde til sine disciple, lige før han forlod dem:
”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” ( Joh. 14,27)
Nu tænker I måske: ”Fred?
Men vi ER da fredelige. Vi sidder da helt stille!”
Og det er rigtigt. Men pointen er, at Jesus ikke giver fred til folk, der allerede sidder roligt. Han giver fred til folk, der skal sendes ud i noget.
Og det skal I.
Først skal I sendes ud til en festlig dag med jeres familie og venner, men senere skal I sendes ud i verden og ud til alle de nye spændende og udfordrende ting der venter på jer.
For i de kommende år, der vil I opleve at der venter jer mange nye ting, og alt det nye er supergodt og spændende, men det kan også være en smule nervepirrende.
Nogle af jer skal snart på efterskole, og senere skal I i gymnasiet eller på forskellige erhvervsskoler og andre ungdomsuddannelser og alle vegne vil I komme ud for at være nye et sted, hvor der ikke er nogen som kender jer.
Derfor er det godt at have noget trygt og godt med sig, noget at læne sig op ad, noget som giver én ro på.
Det har været både meget roligt og fredfyldt at have jer som konfirmander i årets løb, og jeg ville ønske at hele verden var lige så nemme at omgås som I er.
Men verden er desværre for tiden et meget uroligt sted og der er konflikter og ufred overalt.
Netop derfor, vil jeg gerne minde jer om, at Jesu fred, netop er det vi kan læne os op ad, når vi bliver lidt utrygge og læg mærke til, at Jesus giver os sin fred, helt uden betingelser.
I modsætning til den måde man ellers kan få fred på ude i verden.
Der er freden altid med betingelser og krav:
'Fred... så længe våbenhvilen holder'
'Fred... så længe du klarer dig selv'
'Fred... så længe du har styr på tingene'
I verden fungerer fred nemlig lidt ligesom et wifi-signal: så længe man holder sig indenfor rækkevidden af signalet dur det. Ellers ikke!
Men Jesu fred er helt anderledes.
Jesus giver os ikke sin fred for at vi skal bevare roen. Han giver os sin fred så vi har noget at stå imod med.
Og Jesu fred afhænger ikke af, om vi 'har styr på det'.
Jesu fred er en gave. Et tilsagn. Ubetinget virkelighed som virker og fungerer alle vegne og til alle tider.
Præcis som jeres dåb som I jo bekræfter i dag: Jeres dåb skete, før I kunne forstå noget som helst. Men den gælder, uanset hvad der sker.
Jeg ret sikker på, at I godt ved, hvad fred er.
Derfor er det også så utrolig vigtigt, at vi alle arbejder for at få mere fred i verden, og det er en opgave, som I konfirmander også må tage på jer, for det er en opgave vi alle må tage del i.
For, vi må, -som altid-, begynde med os selv.
Men, hvordan gør vi så det?
Nu har I jo gennem mange måneder gået til præst, -først hos Jon Hardon Hansen, som var min vikar, mens jeg havde studieorlov i efteråret, og siden november måned, har i gået til præst hos mig.
5 måneder har vi haft sammen. 5 måneder, hvor vi i et par timer om ugen har bevæget os rundt om, spørgsmål om Gud, liv og død, ansvar, fællesskab, drømme og håb og ikke mindst hvad troen gør i vores liv med hinanden.
Vi mennesker er indrettet sådan, så vi lærer forskelligt. Nogen lærer bedst med kroppen, andre med det de ser med øjnene og andre igen lærer bedst med ørerne og det de hører og får fortalt.
Jeg har prøvet at undervise jer, så I har fået brugt lidt af det hele:
I har bl.a. brugt kroppen til at grave huller i jorden foran menighedshuset og lægge blomsterløg ned i jorden. De små brune knolde så døde ud, dengang i november, da I lagde dem i jorden, men lige nu er løgene blevet til de smukkeste blomster og vidner om, at når muligheden er der, så spirer og gror livet altid frem, selv når alt ser dødt og håbløst ud.
I har også brugt kroppen på at gynge og klatre i træer i parken, da vi lige skulle ud at se, skaberværket komme til live efter vinteren.
I har brugt både stemmer og lunger her i kirken, når I har sunget salmer og bedt Fadervor og sunget trosbekendelsen.
I har brugt jeres hænder til at skabe smukke billeder af jeres konfirmandord, sammen med Lisbet Buhl og I har prøvet at skrive med fjerpen og at trykke en bogside på Bibelzentrum, -og her prøvede I også, hvordan det føltes at have en munke- eller en nonnedragt på, og I mærkede duftene af de krydderier og parfumer som vi hører om i Bibelen.
I har også brugt jeres øjne, for vi har både set film på Flensborghus sammen med alle de andre konfirmander fra byens danske kirker, og vi har set på smukke ting i Domkirken i Slesvig og i Ribe Domkirke og vi har set, hvordan huse og levemåder udviklede sig fra vikingetiden og til tiden, hvor Danerne blev kristne.
I har brugt jeres ører og har hørt om Jesu liv og om mange af de ting, som Jesus har gjort eller sagt. Lignelser, beretninger, små fortællinger, både her i kirken, når I har været til gudstjeneste, men også når vi har været til undervisning på Stuhrsallee.
Det har alt sammen været både meget hyggeligt og meget roligt og fredeligt, og det har alt sammen været med til at pege på, hvad det kristne fællesskab og troen på Gud, går ud på.
Jeg håber I vil bære bare noget af det med jer, og aldrig glemme, at I er velsignet af Gud og for altid er skærmet af Guds fred og kærlighed.
Og når I om lidt går op til alteret og modtager konfirmandvelsignelsen, så siger I samtidig også ”ja-tak” til Gud.
Ja tak til velsignelsen, som jo er som et kæmpe-kram fra Gud til os mennesker, hvor vi hører at vi er ønsket og set og elsket af Gud præcis som vi er.
Og jeres klare “Ja”, som skal lyde til svar, er også et “Ja tak” til fortsat at følges gennem livet med Gud og være med på Vor Herres hold.
Og det er et godt hold at være en del af.
For her skal ingen nogensinde være alene. Gud er altid med os. Med sin fred. Med sin velsignelse og med sin kærlighed.
Det var det løfte Gud gav os ved dåben, og det er det løfte, som I konfirmander i dag vil sige ja tak til, og bekræfte.
Det er det løfte, som I altid har med jer så I ved at I ikke er alene om jeres liv. I sendes ud i livet med noget godt og vigtigt i rygsækken:
Ikke bare jeres forældres og familiers kærlighed - selvom den er uvurderlig.
Ikke bare jeres egne evner og talenter – selvom vi godt ved at I kan en hel masse.
Men med Jesu fred. Med Guds velsignelse og kærlighed.
Så kære konfirmander: Stort tillykke med konfirmationen, kære unge, kloge, smukke og fantastiske mennesker.
Jeg vil slutte min tale med at give jer en lille gave som både er et symbol på Helligånden og et symbol på fred.
I får en lille due. (Duerne deles ud)
Lad duen minde jer om, at I er konfirmeret her i Helligåndskirken og at I er velsignede med alt det bedste fra Gud.
Og så vil jeg sende jer ud i livet med en bøn der er inspireret af gammel keltisk velsignelse fra 400-tallet som lyder sådan her:
Må Herren gå foran dig for at vise dig vejen,
ved siden af dig for at omfavne dig,
bag dig for at beskytte dig,
under dig for at bære dig,
i dig for at trøste dig,
omkring dig for at forsvare dig,
over dig for at velsigne dig.
Guds fred være med jer. Amen.
_____________________________________
